fbpx

Anonyme underretninger

Underretningen

For nyligt modtog min kæreste og jeg en underretning fra kommunen, som en nabo havde sendt:

”Vi har i gennem længere periode været vidne til vores nabos børn, som græder over flere timer” stod der indledende efterfuldt af sætninger som ”… råber højlydt af de grædende børn. Særligt kvindens råben af den store pige er intens” og ”Vi er i hvert fald bekymret for de børn, som ligger 2-3 timer hver aften og råber på deres mor og far”.

Faktuelt om vores familie og relationen til naboen

Kort fortalt er vores familie skruet sådan sammen, at jeg har en pige på 11 år fra et tidligere ægteskab og har med min nuværende partner sidenhen fået en dreng på næsten to år og en pige på 7 måneder.

Vi bor i København i et lejlighedskompleks. Her har vi boet i godt og vel 5 år.

Tidligere har min kæreste og jeg klaget til og over naboen, som har lavet underretningen pga. støj om natten i forbindelse med fest. På trods af tidligere uoverensstemmelser med denne nabo, tager jeg udgangspunkt i, at hans underretning er indsendt på baggrund af en reel bekymring for vores børn. En bekymring, som ud fra mit perspektiv dog må være opstået grundet mangel på viden og misfortolkninger, da jeg på ingen måde kan genkende mig selv og vores familie i den beskrivelse, han kommer med.

Efter at vi har modtaget underretningen kontakter min kæreste naboen i et forsøg på at forstå den egentlige grund til, at han har sendt den. Det viser sig, at naboen troede, at underretningen var afsendt anonymt, hvorfor han først benægter kendskabet til den. I en følgende SMS ændrer tonen sig en hel del fra, hvordan han ellers havde formuleret sig i underretningen. Naboen fastholder sine påstande, men skriver nu også i SMS’en, at han kan have misfortolket situationen og at han jo ikke kan høre gennem muren, om vi trøster børnene. Den påståelighed som underretningen emmer af, forsvinder væk i takt med at naboen skriver direkte med os og skal lægge navn og ansigt til sine påstande.

På denne baggrund synes jeg det er interessant, at tænke over, hvad det egentligt betyder for en sådan underretning, at den skrives anonymt.

 

Baggrunden for underretningen

I godt og vel en måneds tid op til at underretningen er blevet lavet, har vores søn på næsten 2 år sovet inde i vores seng om natten, da han først har været syg og er desuden utryg i forbindelse med indkøring i en vuggestue. Da vi beslutter, at han igen skal sove i sin egen seng om natten, har vi 5 dage, hvor han græder og nogle af dagene længe.

Jeg sidder på sofaen i stuen, der støder op til hans værelse (ca. 2 meter fra hans seng) og synger for ham, indtil han falder i søvn. Hver 3.-5. Minut går jeg hen til sengen, lægger ham ned og siger godnat, hvorefter jeg går tilbage til sofaen og synger videre. Men han græder meget og det lyder og føles voldsomt. Åbenbart også for naboen.

Fredag aften, samtidigt med at vores dreng græder, fordi han skal falde i søvn i sin egen seng, bryder de to tænder i undermunden frem på vores mindste pige, der ellers kun sjældent græder, og hun har feber og ondt i maven. Begge børn græder denne aften på skift og samtidigt og de vækker skiftevis hinanden. Men vi trøster, nusser og tager os af begge børn og lidt i 11 falder de i søvn. Det er ovenpå denne hændelse, at naboen sender underretningen af sted – på omtrent samme tidspunkt, som der kommer ro på hjemmet.

Udover de 5 dages gråd ved puttetid har vi tre trygge og glade børn. Vores aftener er generelt meget rolige og børnene sover uden problemer, ligesom at vores dage forløber ganske fint. Vi har som forældre taget et aktivt valg om, at vi aldrig råber af vores børn og tonen mellem os og børnene er præget af respekt. Derfor kan jeg ikke forstå eller genkende, de påstande naboen kommer med i underretningen, om at jeg råber af mine børn. For det gør jeg bogstavelig talt aldrig.

Underretningens effekt på mig

Underretningen var drøn ubehagelig at modtage og ramte mig på flere forskellige måder, men mest af alt bare fordi jeg er mor. Og fordi jeg selvfølgeligt ligesom alle andre forældre kun ønsker at gøre det bedste for mine børn og egentligt er fuldstændigt overbevist om, at jeg gør det godt nok. Og på trods af at min kæreste og jeg har taget et aktivt valg, om at vi aldrig råber af vores børn, så skulle jeg alligevel nu til at forklare og forsvare mig i relation hertil over for forskellige instanser og personer i en senere afklarende fase. Oplevelsen af at blive fremstillet som en mor, der begår systematisk omsorgssvigt mod mine børn fyldte i de første dage rigtigt meget og ville socialrådgiveren nu tro mig, når jeg sagde at det ikke var sandt? Ville min store piges far tro mig? For han har jo modtaget samme underretning og skal i øvrigt også deltage i mødet på kommunen. Og hvad vil de tænke i vuggestuen og på skolen, når kommunen beder om en udtalelse?

Det næste jeg blev ramt på, var følelsen af at være blevet totalt invaderet i min private sfære. Tanken om at jeg fremadrettet skulle overveje, hvordan mine naboer opfattede måden mine børn reagerede på i forskellige situationer, måden jeg udtrykte mig, om jeg hævede stemmen i en diskussion med kæresten og at det måske ville blive misfortolket som rettet mod børnene begyndte også at fylde meget.

Foruden at være ramt på min identitet som mor og udover at føle mig invaderet i min privatsfære, så blev jeg i den grad også ramt på min faglige identitet. Jeg er trods alt uddannet pædagog med en kandidat i pædagogisk psykologi og har i øvrigt efteruddannet mig med en 4-årig uddannelse som familie- og psykoterapeut. Jeg har undervist pædagog- og lærestuderende på UCC i, hvad det vil sige, at vi udvikler os i og gennem vores relationer og jeg ved, at det er ødelæggende for børns selvfølelse at blive råbt af og skældt ud systematisk. Ligesom jeg ved at det er vigtigt for børn at blive trøstet og taget alvorligt, når de er kede af det, hvis de skal have mulighed for at udvikle sig sundt følelsesmæssigt.

Måden jeg nu blev fremstillet som en mor, der udøvede psykisk og systematisk omsorgssvigt mod mine børn på, forekom mig fuldstændigt ugenkendeligt og selvom jeg vidste, at det ikke var sandheden, så begyndte jeg alligevel at skamme mig. Gad vide om det er sådan andre også opfatter mig og min familie?

Alle de andre underretninger

 En måde at arbejde mig igennem min forargelse, skam og vrede over underretningen, har været at tale højt om oplevelsen. Og jo mere jeg er begyndt at åbne op over for andre omkring hændelsen, jo flere har jeg talt med, som har siddet i lignende situationer. Mange flere end man umiddelbart går og tror har oplevet at blive indberettet til kommunen. Ofte taler vi bare ikke højt om det, fordi det er så sindssygt skamfuldt.

For bare at nævne nogle få eksempler kan jeg fortælle, at en jeg har talt med har oplevet, at en nabo anonymt har haft ringet efter politiet, fordi barnet har grædt ved puttetid. En anden har oplevet at blive indberettet af en anonym nabo, fordi barnet angiveligt græder meget om natten og naboen mistænker, at han ikke bliver trøstet. Én har været ude for at blive indberettet af en anonym person på baggrund af vold i hjemmet, som ikke fandt sted og endnu et par i gården, hvor vi bor, har også modtaget en anonym underretning fra en nabo, som gik på at de i bund og grund opdrager på en anden måde end naboen, der har lavet underretningen.

Fælles for os alle har vi siddet tilbage med en følelse af ikke at kunne genkende os selv og vores familieliv i de beretninger, der er blevet lavet om os. Alle har vi virket til at være velfungerende, kærlige, fornuftigt handlende forældre, der er blevet misforstået og misfortolket i vores forældreskab af andre mennesker, som ikke kender os eller kommer os ved. Og fælles for os alle har ikke en eneste af os oplevet en personlig henvendelse fra en bekymret nabo forud for underretningen.

 Og dét har virkeligt givet mig grund til at undres. Undres over, hvad der er på spil i vores kultur, som gør at vi ikke træder til og tilbyder vores hjælp og ikke forsøger at forstå, hvad der er på spil ud fra den andens oplevelsesverden, inden vi sender en underretning af sted til kommunen.

Hvad er det, der gør at vi sidder bag lukkede døre og ofte fejlagtigt gætter os frem til, hvad det er, der sker på den anden side af væggen for så at reagere ved at lave en underretning, hvor vi involverer en statsmagt i individers private liv på et anonymt grundlag? Hvad er der galt i vores samfund, når det er mindre grænseoverskridende, at sende en underretning afsted til en statslig magt end at banke på døren hos en nabo og udtrykke bekymring og tilbyde vores hjælp?

For mig at se, så tegner der sig en meget generel tendens, jo mere jeg graver ned i emnet. En tendens hvor vi ikke stiller os åbne for at undersøge, hvad der er på spil hos hinanden og hvor vi ikke forsøger at støtte op om hinanden og hjælpe i momentet, inden vi bare kaster en underretning af sted uden videre omtanke for de følgende konsekvenser.Indlægget her omhandler derfor om mine refleksioner over, hvad der går tabt ved at vi i sådanne situationer vælger ikke at komme hinanden ved og være mennesker sammen med mennesker.

Forældre-shaming

Nu er jeg heldigvis meget grounded i min rolle som mor, så der skal mere til at vælte mig af pinden og gøre mig usikker i mit forældreskab end en underretning til kommunen skrevet af en tilfældig nabo. Jeg begår fejl i mit forældreskab – ligesom alle andre. Men jeg samler op og reparerer på det jeg kan og det hele foregår i et lejde, jeg kan forsvare uden at blive fyldt med dårlig samvittighed. Men for mig bliver en hændelse som dette en tydeligt manifestering af en tendens til forældreshaming, der konstant finder sted på forskellige arenaer.

En tendens, hvor vi har travlt med at skamme forældre ud, fordi deres måde at udøve forældreskabet på, ikke stemmer overens med de forestillinger vi selv gør os om, hvad det vil sige at opdrage. Begreber som curlingebørn dukker nærmest op på daglig basis i alverdens medier og skoleinspektører, politikere og såkaldte børneeksperter råber konstant os forældre op, fordi de ikke mener, at vi opdrager godt nok og rigtigt nok på vores børn. På Facebook kører debatter løs i en lind strøm, hvor forældre diskuterer andre forældres opdragelsesmetoder og så videre og så videre.

Uenighederne kan måske tænkes at være produktet af, at vi ikke længere kan overlevere regelsæt for ”god opdragelse og opførsel”, som man gjorde det for bare 50 år siden og der er dermed aldrig én rigtig måde at forstå børn, opdragelse og dannelse på.

Men hvor ville det dog være dejligt, hvis vi i stedet for at dømme hinandens måder at være sammen med vores børn på, begyndte at vise åbenlys interesse og accept over for de mangfoldige måder forældreskab og opdragelse kan udgøres af.

Ved at være åbne over for og nysgerrige på hinandens forskelligheder åbner der sig muligheder for at vi kan lære noget af hinanden – og om hinanden. Muligheder for at vi i dialogen med et andet levende og accepterende menneske kan rykke os som forældre og måske endda blive endnu bedre til det, som udfordrer os.

Og måske kan netop disse mellem-menneskelige møder være pendanten til alle de opdragelses- og selvhjælpsbøger som vi forældre griber til for at komme tvivlen om hvordan vi skal være gode-nok-forældre i en opbrudstid til gode?

Udvikling sker i hvert fald ikke gennem en samtale på kommunen, hvor vi i bund og grund kommer ind, for at forsvare vores forældreskab og måden vi udfører det på.

Så noget af det, der helt grundlæggende går tabt ved at vi indsender underretninger anonymt, er muligheden for at vi kan udvikle os som mennesker og blive endnu bedre forældre for vores børn

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Hej Saskia
    Tak for denne klumme der har reddet mig, mens jeg var i mentalt frit fald. Den kom som sendt fra himlen.

    1. Kære Charlotte.
      Tak for din tilbagemelding. Jeg er glad for at høre, at det har været til hjælp at læse mit indlæg. Jeg ved, at vi er mange, som sidder med samme oplevelse – Så tak til dig for også at melde dig på banen og være med til at sætte spot på dilemmaet.
      Jeg håber, du er landet et godt sted igen.
      Kh. Saskia.

Skriv et svar

Luk menu