fbpx

At være et voksent brændt barn

Indlægget her handler om, hvordan følelser fra barndommen, som vores forældre ikke har blevet taget alvorligt eller har passet ordenligt på påvirker os langt ind i voksenlivet. Om hvordan vores voksne indre barn kan blive styrende i vores voksne liv. Og om hvordan vi som voksne selv kan tage ansvar for at hele nogle af vores gamle sår.

Så er du også nysgerrig på, hvad det betyder, når man taler om ”dit indre barn”? Så læs med her.

Og i så fald kan jeg ganske kort fortælle, at det dækker over den side i os voksne, som stadig handler, føler og tænker på baggrund af behov og længsler, vi havde i vores barndomsliv, som ikke blev mødt. Det er barnet i os alle, som stadig længes, savner og mangler, og som stadig påvirker og styrer vores handlinger langt ind i voksenlivet. En ”u-modnet” side i os som vi ikke har adskilt os fra, på trods af at vi for længst er blevet voksne. Men det er aldrig for sent, at hele gamle sår.

Mit voksne barn – barndommens sår

 

For mig er et tema som forladthed et klart eksempel på, hvordan mit ’voksne brændte barn’ ubevidst har styret min adfærd og stadig påvirker mit følelsesliv.

Jeg var barn af en mor, der led af psykisk sygdom. Hun var skizofren paranoid. Og til tider var hun også stærkt psykotisk. Og som jeg husker det, så gjorde den forbandede sygdom, at hun i lange perioder, på op til flere måneder, forsvandt væk derhjemmefra. Nogle gange vidste vi godt, hvor hun var, men andre gange vidste vi intet og frygtede det værste – at hun havde taget sit eget liv. Og så var der ikke så meget andet at gøre end at vente og håbe på at hun dukkede op til jordens overflade igen. Det gjorde hun heldigvis.

Mange gange har jeg kigget på min egen datter og prøvet at forestille mig, hvordan det mon ville være for hende, hvis jeg en dag bare forsvandt? På hvordan det ville påvirke hendes tillid til verden og hendes grundlæggende følelse af tryghed? For børn har brug for stabile omsorgspersoner, der kan passe på dem, for at udvikle sig sundt. Forældre, der kan fungere som en tryg base, hvorudfra de kan møde og udforske omverden. En sikker havn at vende hjem til.

Og så tænker jeg, at jeg jo også bare var et lille barn en gang. Der ligesom min datter, der nu har brug for sin mor, også havde et kæmpe behov for min mor. Men som blev forladt og overladt. Igen og igen. Og der skal ikke være tvivl om, hvor grundlæggende utryg det gjorde mig, at den mor, som jeg var så afhængig af på det følelsesmæssige plan, i lange tilbagevendende perioder ikke havde forudsætningerne for at kunne tage sig af mig. Men forsvandt og efterlod mig tilbage med en altoverskyggende følelse af at være forladt.

Genkaldelse af gamle svigt

Som voksen har jeg mange gange oplevet at komme i kontakt med dén følelse af at blive forladt – men under helt andre omstændigheder og umiddelbart helt uden grund. Eksempelvis en dag, hvor min kæreste var taget på en spontan bytur med nogle venner, hvor jeg fuldstændigt ude af proportioner endte med at ligge og ryste og svede i en angstlignende tilstand. Her er det barnet med forladthedsteamet, der er på spil hos mig og det har i reglen intet med mit nuværende parforhold eller min partner at gøre.

Der sker nemlig det, at når vores system genoplever en situation, som på det ubevidste plan minder om de tidligere svigt vi har været udsat for, så reagerer vi på samme måde, som hvis vi stod i samme situation igen bare 30 år senere. For det meste ved vi ikke en gang, hvad der er på spil og vores ”gamle stof” kommer derfor til at påvirke os på uhensigtsmæssige måder, fordi det vækker trangen til at forsvare os mod det vi mærker så stærkt – og dette forsvar kommer som regel i spil på uhensigtsmæssige måder. Nogle kommer til at gøre deres partner eller for den sags skyld børn ansvarlige ved at begynde og kontrollere dem eller ved at tage afstand, fordi genkendelsen bliver for sårbar at være i. Andre undgår at leve livet fuldt ud, fordi de ikke tør tro på sig selv og andre bruger alkohol eller stoffer som et forsvar mod at mærke deres følelser. Strategierne er uendeligt mange – men formålet er det samme: At undgå at mærke de svære følelser, som vi endnu ikke har lært selv at acceptere.

Mød dit eget indre barn

 

Føler du også nogle gange, at du har dit lille barn inden i, som får lov til at styre dig steder hen, hvor du inderst inde ikke ønsker at være? Og er du nået til et sted i livet, hvor du ønsker at det var anderledes?

Måske kan du hjælpe dig selv på vej ved som voksen at genetablere kontakten til det lille barn og nogle af de følelser, det lille barn gemmer på dybt i dit indre. Det lille barn har brug for at blive mødt kærligt med alle de følelser, det rummer – af dig selv og af de aller nærmeste omkring dig.

Måske er det følelser af at blive afvist og som følge deraf følelsen af ikke at være god nok som du er. Måske er det følelser af jalousi og usikkerhed eller oplevelsen af en vrede der ’overtager dig’ i særlige situationer.

Hvad længes du efter?

Hvis du ønsker at komme i bedre kontakt med dit indre barn, kan du prøve at stille dig selv spørgsmålene:

  • ”Hvad længes mit indre barn efter aller dybest inde”?
  • Hvad er vreden eller usikkerheden eller den ringe tro på mig selv et udtryk for og et produkt af?
  • Hvad ville jeg ønske, der var blevet sagt eller gjort anderledes for mig den gang, da jeg var det lille barn?
  • Hvad havde jeg brug for fra de voksne omkring mig, som jeg ikke fik?

Hvis spørgsmålene ovenfor har hjulpet dig til at komme i bedre kontakt med nogle af de længsler, du bærer rundt på, så kan du nu som voksen selv nære dit eget indre barn ved at give dig selv plads og tilladelse til at være i og med nogle af de følelser som opstår, når du får kontakt til den side af dig selv igen. Jeg gætter på, at den har været gemt væk i mange år, fordi netop den side af os har erfaringer med ikke at blive rummet og derfor hurtigt bliver pakket væk og forbundet med stærke følelser af skam.

Men det vigtige er, at du stopper den negative spiral og begynder at give dig selv plads til at være dig, med alt hvad du rummer. Det lyder kliché, men det er det, som virker. At vi rummer og lærer at acceptere og måske endda elske de sider af os selv, som er forbundet med afvisning, svigt og skam.

I indlægget her har jeg taget udgangspunkt i en form for ”hjælp til selvhjælp”. Men vi kan også gå andre veje ved at bruge vores nærmeste relationer for at få hjælp til at hele gamle sår. Slutteligt er psykoterapi også en stor hjælp for mange ift. at komme godt videre uden at være styret af gamle overlevelsesstrategier, der ikke længere er hensigtsmæssige. Er du nysgerrig på, hvordan psykoterapi kan være en hjælp, kan du læse mere om det via linket her.

Jeg håber du føler dig inspireret eller om ikke andet en smule betænksom efter at have læst mit skriv.

Kh. Saskia

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Dejlig artikel elsker den måde du sætter ord på det, det går rent ind tak<3

    1. Tak for din tilbagemelding 🙂

Skriv et svar

Luk menu