Flere kram og mindre skæld ud
Flere kram og mindre skæld ud

Flere kram og mindre skæld ud

Flere kram og mindre skæld ud

For nyligt havde jeg en episode med min snart 3-årige, som nægtede selv at gå op ad trapperne til 2. sal, hvor vi bor. Hyl og skrål og efter 20 + minutter lykkedes det os så alligevel at komme op. Da vi kom ind i lejligheden, var både han og jeg temmelig frustreret. Og jeg havde mest af alt lyst til at give ham en prædiken for at fortælle ham, at det selvfølgeligt ikke kunne nytte noget, at det skulle være så svært for os at komme op ad de trapper.
Måske mest af alt fordi jeg selv havde brug for at få afløb for mine frustrationer?

Heldigvis, så tog jeg mig selv i det. Og i stedet for at begynde at skælde ud, så gik jeg over til ham, tog ham op og gav ham en stor krammer. ”Øv.. Hvor var det også bare dumt for os to at komme op ad de trapper i dag, skat”, sagde jeg. Og så krammede han mig tilbage. Et langt stort, tiltrængt kram.

Bagefter gik jeg ud i køkkenet med mine indkøbsvarer, og han gik ind i stuen og begyndte at lege med sin lillesøster. Begge var vi igen kommet i et rigtig godt humør og resten af eftermiddagen forløb nærmest usædvanligt konfliktfrit. (Når man har små børn på 1 og 2 år, er der ellers generelt ret stor sandsynlighed for masser af konflikter i løbet af sådan en eftermiddag!).

Alternativer til skæld-ud?

Episoden, som jeg beskriver ovenfor, har sidenhen givet mig en masse stof til eftertanke. For jeg møder jo så ofte forældre i min praksis, der ligesom jeg selv er på jagt efter de gode alternativer til skæld-ud.

Og det jeg ofte hører, forældrene sige, og som forskningen inden for området i øvrigt også viser, er at skæld-ud alligevel ikke virker. I hvert fald ikke på ret meget andet, end at børnene kommer til at føle sig forkerte.
Tanken om at min knap 3-årige bliver mere medgørlig, næste gang vi går på trapperne, fordi han dagen forinden har fået en ”opsang”, er jo ret urealistisk.

Men ofte, når vi forældre leder efter alternativer til skæld-ud, så føles det som om, den dybe tallerken skal opfindes på ny. At det næsten er umuligt at få øje på, hvad vi kan stille i stedet for skæld-ud. Men heldigvis er det slet ikke så kompliceret, som det umiddelbart kan føles.
I den her situation (og i så mange andre) var det jo bare hjælp til at regulere sine følelser, som mit barn havde allermest brug for. I bund og grund var vi jo begge to ”ude af os selv” og oprørte. Og når vi er ved det sted følelsesmæssigt, så hjælper hverken skæld-ud, formaninger eller snak til den “fornuftige del” af hjernen. Når barnet er i sine følelsers vold, så er vi nødt til at møde barnet dér, i de følelser. For eksempel med et kram og en verbal anerkendelse af, at noget er svært lige nu og her.

 

Men hvis skæld-ud ikke virker, hvorfor gør vi det så?

Situationen med min egen søn viser egentligt et ret godt eksempel på, hvordan skæld-ud ofte kommer til at dække over et ureflekteret behov hos os forældre. Et behov for at placere vores egne frustrationer og følelser af magtesløshed udenfor os selv. Og når vi gør det, så kommer vi til at gøre vores børn ansvarlige for hele samspillet. Og for alle de følelser, der opstår inde i os. Og når vi giver børnene ansvaret for os voksnes svære følelser og for samspilsdynamikkerne i familien, så kommer de automatisk til at føle skyld. Skyld og forkerthed, og det går ud over deres sunde udvikling.

 

Derfor …

Så min konklusion ud fra de refleksioner, jeg har gjort mig i dette indlæg må være, at når vi er oprevet sammen med vores børn, så er ansvaret, for at vi genfinder balancen, vores.
Med mine to mindste børn hjælper det tit at tage op og holde om fysisk. Og samtidigt sætte ord på at noget er svært. Og på den måde regulere børnene tilbage i harmoni.

– Hvad virker bedst hjemme hos jer? Og hvad virker ikke?
Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet

 

Vil du have mere inspiration?  

I mine tidligere indlæg har jeg skrevet om regulering af følelser hos børn. Hvis du ikke har læst det endnu, så kan det måske være interessant for dig (link).
Jeg har også lavet et indlæg med værktøjer til konflikthåndtering, som du kan finde her (link).

Vil du opdateres, når der kommer nye indlæg her på bloggen, så følg mig på min Facebook-side.

Tilbud om familieterapi til børnefamilier  kan du læse om her (link)

Om ikke andet, så tak fordi du læste med så langt.

K.H. Saskia Carlsen

Skriv et svar

Luk menu