fbpx
Konflikthåndtering med børn
Værktøjer til konflikthåndtering

Konflikthåndtering med børn

Værktøjer til konflikthåndtering

Mange forældre, som søger familieterapi, kommer med et ønske om at få værktøjer til konflikthåndtering. Forældrene søger hjælp til at komme igennem konflikterne med deres børn på måder, der ikke påvirker børnenes selvværd negativt. Alt for ofte oplever forældrene, at konflikterne forstyrrer den gode relation til børnene. Og tilbage står de selv og føler sig magtesløse, frustreret og utilstrækkelige over følelsen af ikke at kunne slå til i deres rolle som forældre, fordi konflikterne fylder så meget.

Oplever du også at der (alt for ofte) går hårdknude i kontakten til dit barn? Eksempelvis i situationer hvor du stiller krav? Så er indlægget her om konflikthåndtering måske til hjælp for dig også.

I den seneste tid har jeg talt med en del forældre, som er udfordret med netop det. Og de mange henvendelser om samme problematik har inspireret mig til at skrive dette blogindlæg. Som både mor til tre og familieterapeut er jeg optaget af, hvordan vi som forældre bliver endnu bedre til at se, høre og forstå vores børn i konfliktsituationer.

 

Barnets perspektiv: Hvad er adfærden et udtryk for?

Børn er intentionelt handlende væsener forstået på den måde, at de vil noget, med det de gør. Og det er derfor vigtigt, at vi voksne undres og er nysgerrige på barnets signaler. Også når barnet signalerer på måder, vi ikke oplever som særligt hensigtsmæssigt.

I mine samtaler med børnefamilier om konflikthåndtering, hvor forældrene udtrykker frustration og bekymring over et barns adfærd i bestemte situationer, så arbejder jeg derfor altid med at se bag om barnets handlinger. Jeg forsøger sammen med forældrene og barnet at forstå og oversætte, hvad adfærden er et udtryk for.

Sammen undersøger vi altså, hvad det er, barnet efterspørger?

  • Måske er der noget barnet mangler eller savner fra de voksne? (Struktur, mere tid sammen, mere ro i hverdagen, etc.).
  • Måske er der noget barnet vil fortælle de voksne, noget det savner forståelse for eller trøst omkring? (døjer de med noget svært i skolen, er de blevet uvenner med bedstevennen i børnehaven, savner de far eller mor, som er væk pga. arbejdet, er det svært at være i rollen som store søskende etc.)?
  • Måske er der noget, det i bestemte situationer ikke magter? (mange mennesker, støj, for store krav, for høje forventninger, konflikter, følelser de endnu ikke har lært at kende etc.)?
 

Børn gør i enhver situation altid det bedste, de kan

Helt grundlæggende ønsker børn altid gøre deres forældre glade og sikre den tætte relation og stærke tilknytning. Børn er aldrig bare ulydige. De signalerer noget, med det de gør. Også der hvor det kan være svært at få øje på. Og her er det forældrenes opgave at forstå de signaler, barnet sender ud. Når vi gør det, kan vi undgå rigtig mange af de konflikter som opstår, fordi vi oplever børnenes adfærd som uhensigtsmæssig eller bevidst og direkte provokerende. 

Vid, at dit barn gør det allerbedste han/hun kan i situationen. Føler du dig afmægtig? Så kan du være sikker på, at situationen også er hammer-svær for dit barn at stå i.

 

Bryd med den negative spiral

Som forældre (og andre voksne i børnenes hverdag) kan vi hjælpe vores børn ved at gøre tre ting, når de (gennem ofte uhensigtsmæssig adfærd) signalerer, at de har brug for noget andet fra os:

Først må vi forstå og tolke deres signaler (hvad er det reelt set de efterspørger?).

Dernæst må vi oversætte og italesætte signalerne. Sammen med børnene kan vi undersøge, hvad der er på spil for barnet i den pågældende situation og hjælpe barnet ved at sætte ord på netop dét.

Og slutteligt må vi tilpasse vores samspil ud fra de signaler, børnene udviser. Forstår vi ikke børnenes signaler og handler vi ikke hensigtsmæssigt på dem, går der hårdknude i relationen og det påvirker børnenes selvbillede negativt.

Se den udadgerende adfærd som en gave

Selvom det er udfordrende og til tider kan vække svære følelser som magtesløshed og frustration, er vi, når alt kommer til stykket, privilegeret, når vores børn formår at vise os, at vi griber dem forkert an. Det giver os nemlig muligheden for at forstå dem og nå dem på helt nye og bedre måder. Børn, der ikke sender tydelige signaler ud ved at reagere ud ad risikerer at vokse op uden at blive mødt og forstået rigtigt – og dermed komme til at føle sig helt grundlæggende forkerte langt ind i voksenlivet.

Sidder du som læser af indlægget her med eksempler eller tanker fra din egen hverdag på noget af det, jeg har beskrevet, så må du super gerne bidraget til emnet ved at skrive en kommentar. Du er også velkommen til at spørge uddybende eller byde ind med hvad du ellers har på hjerte i kommentarfeltet.

Vil du opdateres, når der kommer nye indlæg om emnet, så følg mig på Facebook

Har indlægget her gjort dig nysgerrig på, hvad familieterapi er og om det kan være en hjælp for netop jeres familie, så kan du læse mere om emnet her
Du kan i øvrigt se mere om mine kontaktinformationer og booke en tid online her.

Tak fordi du læste med.

Kh. Saskia

Skriv et svar

Luk menu