Ros og selvværd hos børn

Ros og selvværd hos børn

Ros vs. anerkendelse

 ”Se lige mig, mor!” er min søns standart sætning i øjeblikket. Og min reaktion er alt for ofte, at jeg kommer til at rose ham ved at fortælle ham, at han er dygtig til det, han nu en gang forsøger at vise mig. Men ros er faktisk ikke det, han beder om at få fra mig i en situation, hvor han fx sidder og maler. For lytter jeg mellem linjerne her, så kan jeg jo høre, at det han i virkeligheden beder om, er at blive set. Ikke at blive bedømt for hans præstation. Men at blive set.

 

Børn, der bliver set, udvikler selvværd.

Kort sagt, så har børn brug for at blive set for, hvem de er – Ikke for hvad de kan. Og det er den skelnen mellem hvem og hvad, der er afgørende for at de udvikler sig som børn (og senere voksne), der ved de har værdi. Ikke fordi de kan præstere, men fordi de er noget særligt. Grundlæggende bare fordi de er dem, de er.

Børn, der vokser op med denne forståelse af sig selv; at de er noget særligt i kraft af deres væren og ikke i kraft af deres kunnen, er børn med et højt selvværd. Et højt selvværd betyder altså, at du ikke behøver at præstere for at ”være noget”. Det betyder at du har værdi, bare fordi du er dig.

 

Men hvad vil det sige, at se sit barn frem for at rose det?

 Inden for psykologien bruger man et begreb, der hedder intersubjektiv deling. Og uden at gå for meget i de teoretiske og mere tekniske detaljer, så handler det her om, at du deler oplevelsesverdenen med dit barn. Altså, at du er sammen med dit barn om det, der betyder noget i akkurat det moment, så oplevelsen bliver fælles og delt mellem jer.

Så når dit barn stolt laver kolbøtter og kaster sig rundt i sengen imens han kalder på dig og siger ”Se lige mig, se lige mig”, er det en invitation til, at du går med ind i legen. At du på en eller anden måde viser dit barn, at legen også gør indtryk på dig. Ikke at forveksle med et ønske fra barnets side om at blive rost/bedømt for sin præstation.

Den form for udviklende samspil, jeg beskriver ovenover finder heldigvis helt naturligt sted rigtig mange gange i dagens løb, når vi er nærværende sammen med vores børn. Eksempelvis når vi sidder sammen og læser en bog, når vi griner sammen over en indforstået vittighed, når vi fjoller omkring tandbørstningen osv. osv.

 

Men må du så aldrig rose dit barn?

Ros er jo i sig selv ikke direkte skadeligt, så længe det tilpasset til den specifikke situation. Hvis du virkeligt er stolt af dit barns indsats i en fodboldkamp eller en god præstation i skolen, så er det selvfølgeligt fuldstændigt på sin plads at sige det højt til dit barn. Det kan også være dejligt at blive anerkendt, når man virkeligt har gjort sit bedste. Og vide at det ikke går ubemærket hen.

Så når jeg skriver om ros i dette indlæg, taler jeg mere ind i den form for ros, som hos mange af os forældre ligger lidt på ”autopilot”. Ros vi bare giver barnet uden egentligt at være synderligt imponeret eller stolte over en given handling.

 

Læs mere om emnet på bloggen i de kommende uger 

I de kommende uger sætter jeg mere spot på ros og anerkendelse i relationen til vores børn. Så følg med, hvis du vil vide mere om, hvordan du bidrager til et højt selvværd hos dit barn. Følg og like min facebook-side og for at blive opdateret, når der kommer nye indlæg om emnet her på bloggen.

Har du spørgsmål eller erfaringer med emnet, du vil dele eller have feedback på, så bidrag til emnet ved at skrive en kommentar til blogindlægget

Tak fordi du læste med hertil. På Gensyn. 

Kh. Saskia Carlsen

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Du rammer så meget❤️

    1. Tak for feedback. Det er jeg glad for at vide.
      Kh. Saskia

Skriv et svar

Luk menu