fbpx
Verdens Selvmordsforebyggelsesdag – mit bidrag
Verdens selvmordsforebyggelsesdag - bryd med tabuet

Verdens Selvmordsforebyggelsesdag – mit bidrag

Lad os tale om selvmord

I dag er det verdens Selvmordsforebyggelsesdag. Og i den forbindelse har jeg skrevet dette blogindlæg, hvor du kan læse om mine personlige erfaringer med emnet. Du kan også få mit bedste råd til, hvad du skal gøre i mødet med mennesker, som har mistet på grund af selvmord.

Hvert år begår 600 mennesker i Danmark selvmord. Det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken! Og alligevel er selvmord et kæmpe tabu, vi sjældent forholder os til. Hverken i vores nærmeste relationer eller i det offentlige rum.

Men selvmordsraten falder ikke fordi vi lukker øjnene. Tværtimod, så holder tabuet liv i myterne og misforståelserne. Det bevirker at de fleste af os ikke aner, hvordan vi skal hjælpe, når vi møder mennesker, der på den ene eller anden måde er berørt af selvmord.

Men i virkeligheden er det enkelt nok. Det drejer sig jo i bund og grund om, at vi tør at stå og være der sammen med den, som har det svært. Om det er en pårørende eller en, der er selvmordstruet, så er behovet for menneskelig kontakt, omsorg og forståelse helt basal.

Desværre fodrer tabuet skam, som gør at vi holder det svære og sårbare for os selv. Og på den måde skaber tabuet omkring selvmord en spiral, som kun gør ondt værre.


Mine personlige erfaringer med selvmord

Så for at bidrage til at komme tabuet lidt til livs, vil jeg i indlægget her dele noget af min egen fortælling. For jeg mistede selv min mor, da jeg var 19 år, ved at hun tog sit eget liv. Tilbage stod vi 4 børn og min stedfar i dyb sorg. Og med en masse spørgsmål, vi ikke kunne få svar på. Der var ikke noget brev eller et endeligt farvel, hun var bare væk, fra den ene dag til den anden. Jeg har senere fundet ud af, at det nærmere er undtagelsen end reglen, at man forud for et selvmord skriver afskedsbreve. Så der er min fortælling langt fra enestående.


I mødet med andre

Når jeg taler med andre om, hvordan min mor døde, bliver jeg som regel mødt med en mur af tavshed. Nogle gange undskylder folk, at de overhovedet spurgte, nok fordi de selv bliver ubehageligt til mode og utrygge i, hvordan de skal være sammen med mig om det? Og sådan har det altid været. Som en ung pige på 19 år vidste jeg ikke bedre, end at blive enorm ked af det, såret og følte mig afvist, når voksne, som jævnaldrende ikke turde stå der med mig, når de hørte hvad der var sket. Det fremkaldte en følelse af skam over min mors valg. Og det cementerede den ensomhed, der opstår, når vi mister en af vores nærmeste. Nu ved jeg efterhånden bedre. At tavsheden og undskyldningerne er et misforstået, men kærligt hensyn og et produkt af, at vi som samfund ikke taler mere om selvmord.


Sådan kan du støtte en pårørende i sorgen

I indlægget har jeg indtil nu beskrevet nogle af de barrierer, der opstår i mødet mellem mennesker, når der er selvmord involveret. Det leder mig naturligt hen på, hvordan vi kan hjælpe og støtte pårørende til selvmordsramte på nye og bedre måder. Og der er mit bud på sin vis ganske enkelt:

Du skal møde den, som har mistet til selvmord, på samme måde som du ville møde en, der havde mistet af enhver anden årsag.

Det vigtige for den efterladte er jo at få mulighed for at tale om den afdøde. At personen ikke ties ihjel, men at vi får hjælp til at have ham/hende med videre i livet. Bl.a. gennem alle vores fortællinger og minder. Så vær nysgerrig og åben omkring personen, som er død, stil omsorgsfulde spørgsmål og LYT!

  • Spørg for eksempel indtil, hvad den efterladte husker bedst om afdøde eller savner allermest. Spørg ind til yndlingsminder og udfordringer i relationen eller fortæl selv en lille historie om afdøde, hvis du kendte ham/hende personligt.
  • Vær ikke bange for at sætte ord på, hvordan du forestiller dig, det må være at skulle leve uden afdøde.
  • Spejl de følelser du ser og lev dig ind i situationen. Følelsen af at blive genkendt og set i en sårbar situation er den største hjælp til at forstå os selv og til at eliminere følelsen af ensomhed.

I bund og grund drejer det sig om at vi tør være sammen om det, som fylder: Tabet af et menneske, vi elsker og savner. Uanset dødens årsag.


 Afslutningsvist

Hvis du gør dig tanker efter at have læst mit indlæg eller selv har erfaringer med selvmord på den ene eller anden måde, så er må du hjertens gerne skrive en kommentar på siden. 

Døjer du selv med tanker om selvmord eller er du pårørende til en, som er selvmordstruet, tilbyder Livslinien gratis rådgivning telefonisk og på chat: Livslinien. Vær aldrig bange for at række ud og tage imod hjælp. 

Kh. Saskia

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Mine store børns far begik selvmord i november sidste år. De så ham sjældent og følelsen af skyld og, at have svigtet har fyldt meget, især for den ældste. Vi fandt ud af at han var skizofren ved at hans søster fortalte det. Det kom faktisk meget bag på os at han havde fået den diagnose allerede i teenageårene. Det gjorde at livet med ham kom i et andet perspektiv og det var især svært for mig at forlige mig med, at jeg ikke havde kendt ham rigtigt. Jeg sørgede over at han havde haft det så svært og været så alene med det. Jeg vidste godt at han havde udfordringer, men ikke at det var så alvorligt. Han begik selvmord på en vej tæt på hvor jeg bor og måden han gjorde det på og stedet leder hen til om han gjorde det imod os. Det gør ikke følelsen af skyld mindre. Vi taler heldigvis åbent om vores døde i familien og holder liv i vores minder sammen. Det er en måde at være kærlige og omsorgsfulde på. Vores venner har også mødt os åbent i vores sorg. Vi har desværre også øvet os i både at miste alt for unge til drab og kræft.

    1. Kære Kirsten.

      Der er så mange modsatrettede følelser forbundet med at miste til selvmord. Dels dem, som er rettet mod afdøde såsom savn, vrede, kærlighed, medlidenhed osv., som du beskriver. Og så er der de følelser, vi vender indad – skyld, skam, samvittighed og alle de andre følelser, du også beskriver så præcist. Det er virkeligt ambivalent at miste på den måde.

      Tak fordi du deler dine levede erfaringer og hjælper med at bryde med tabuerne omkring psykisk sygdom og selvmord. Og måske andre sidder og læser med og finder trøst i genkendelsen <3 Jeg gør i hvert fald, for jeg kan også genkende meget af det du beskriver.

      Kærlige hilsner og tanker til dig og dine børn.
      Saskia

Skriv et svar

Luk menu