Skal børn deltage i familieterapi?
Når et barn ikke trives
Ofte når familier søger hjælp hos en familieterapeut, er det enten fordi alle børnene i familien eller et enkelt barn mistrives. Det ser vi enten ved at barnet agerer ud af. Eller ved at barnet vender mistrivslen indad og begynder at udvise symptomer som eksempelvis angst eller depression eller trækker sig fra den øvrige familie og holder sig mest for sig selv. Søskendekonflikter, der fylder ud over det sædvanlige kan også være et tegn på mistrivsel hos børnene i familien.
Der kan selvfølgelig også være mange andre årsager til, at forældre søger hjælp hos en familieterapeut. Eksempelvis et højt konfliktniveau, skilsmisseproblematikker, misbrugsproblematikker, psykisk sygdom, sorg og krisesituationer osv.
Men uanset årsagerne der motiverer en familie til at starte i terapi, er et helt grundlæggende element i terapien, at jeg altid betragter en familie som et samlede hele, der påvirker og indvirker på hinanden. Mistrives et enkelt medlem af familien påvirker det alle familiens medlemmer! Derfor er det en stor hjælp for mange familier at starte i terapi sammen. Her får de øje på og hjælp til at ændre på de samspilsdynamikker, som ikke er hensigtsmæssige for deres samlede trivsel.
Barnets adfærd bliver symptomet på familiens trivsel
Øverst i indlægget skrev jeg, hvordan et enkelt barns trivsel/adfærd ofte ligger til grund for, at familier sammen søger hjælp hos en terapeut. Inden for det familieterapeutiske område taler man om, at samspilsdynamikker i en familie kan være symptomskabende. Og det er ofte det, vi ser, når et barn mistrives og begynder at agere/reagere ud ad og blive ”besværlig” at være sammen med (læs fx. Jesper Juul).
På samme måde er det ofte det vi ser, når et eller flere børn i en familie begynder at døje med eksempelvis angst, depression eller tvangstanker. Når et barn mistrives og har det svært er det altså aldrig barnets egen ”skyld”, men et råb om hjælp til at noget bliver anderledes.
Det er altså typisk samspillet i den samlede familie og samspillet mellem forældrene, som man har mulighed for at få kigget på og få arbejdet med i fællesskab for at skabe grobund for, at børn og voksne trives bedre sammen og dermed også hver for sig.
Forældrene bærer ansvaret for kvaliteten af relationerne
Selvom det ofte er børnene, der udviser symptomerne på, at en familie døjer med noget svært, har forældrene altid ansvaret for kvaliteten af relationerne og for samspillet i enhver familie. Et barn, der bærer på skylden for det dysfunktionelle samspil i en familie, kan ikke trives og udvikle sig mentalt sundt. At hjælpe forældre til at få øje på og påtage sig ansvaret for deres families stagnerende eller direkte afviklende dynamikker er derfor et centralt og vigtigt element i mine samtaler med familierne. I rød tråd med teorien inden for området, er det også min erfaring, at så snart forældrene begynder at gøre tingene på nye måder, begynder børnene også at gøre tingene på nye måder. Der er intet i verden børn ønsker mere end harmoni i deres familie. De ved bare ikke altid, hvordan de skaber og opretholder netop det. Og dér, der er det SÅ vigtigt, at forældrene går forrest og viser vejen frem.
Få hjælp til at få det bedre sammen
Det kan virke uoverskueligt at tage det store ansvar på sig. Og hvad vil det egentligt sige?
Ved at starte i familieterapi og få hjælp til at tage den vigtige dialog op som samlet familie, Gør I allerede noget nyt. Det er i virkeligheden ofte små og meget overskuelige tiltag, der skal til for at ændre hele dynamikken i en familie. Heldigvis! Men det starter hos jer som forældre. Og min rolle som terapeut er bl.a. at hjælpe jer til at få øje på, hvad I kan gøre nyt og anderledes.
Sammen kan vi flytte bjerge.
Sidder du med tanker om at starte i familieterapi? Eller er du i tvivl om, hvorvidt det kan hjælpe lige præcis din familie? Så kontakt mig for en gratis afklarende samtale over telefonen. Min kontaktinformation finder du her her
Du kan også læse mere om mit tilbud om familieterapi her (link)
Du må også meget gerne skrive en kommentar eller stille uddybende spørgsmål i kommentarfeltet, hvis der er mere, du vil vide.
Tak fordi du læste med så langt :-)
Kh. Saskia